Stalking og vold: Et samfundsproblem ingen taler om?

Vi ved det alle sammen godt; mennesker slår løs på hinanden. Det har vi gjort siden Kain og Abel. Og ligegyldigt hvor strafbar vi gør volden, fortsætter den.

Fysisk, psykisk, seksuel, økonomisk og strukturel vold pågår døgnet og året rundt i vores såkaldte retssamfund. Vold i folkeskolen, på arbejdspladserne og på globalt plan. Vold lige fra sandkassen til det ovale kontor. De større tæver de mindre og chefen banker manden som banker konen osv. Det er ikke mere end 30 år siden at danskerne holdt op med at slå deres børn. Officielt.

Hvorfor - om man må spørge - er partnervold så stadig et tabu i 2025? Hvorfor rapporterer danske medier ikke dagligt om en af de hundredetusinde enkeltsager, hvori en hustru/samlever/kæreste og/eller mor systematisk nedbrydes psykisk og fysisk af den voldsmand som hun har været så uheldig at indgå i en relation med?

Med mindre det drejer sig om en sag der A) involverer et medlem af den voksende (og i stigende grad tvivlsomme) horde af nationale 'kendisser' eller B) er så sensationel at den som minimum indeholder en flugt ud af landet, afskårne lemmer og/eller mishandling af Auschwitzske dimensioner.

Hvorfor rydder det ikke forsiderne, når den enlige mor er flygtet fra et 10 år langt voldeligt forhold men afvises af krisecenteret pga. pladsmangel?

Og hvorfor lyder der ikke et ramaskrig ud over det ganske danske, når Familieretshuset (på baggrund af 30 minutters børnesamtale), konkluderer at der er tale om en "konflikt mellem forældrene", mens eksmanden kontinuerligt stalker og truer moderen på livet og politiet for længst har lukket sagen (selvklart uden at efterforske eller foretage sig yderligere)?

Hvorfor dette fokus på militær, bander, og kulturelle konflikter blandt børn?

Hvorfor tildeles stort set alle andre voldsformer uendelige mængder spalteplads, mens den vold der foregår i hjemmene udelukkende omtales i abstrakter, af organisationer som reducerer volden til statistik, retorik og holden i hånd med justitsministeren?

Hvor er den 4. statsmagt - den frie og uafhængige (læs; statsstøttede) presse?

Det er ikke fordi de voldsramte kvinder ikke forsøger. I ren desperation over at være efterladt med ar på krop og sjæl og overladt til et system som blot retraumatiserer dem og deres børn yderligere, kontakter de lokale såvel som landsdækkende medier. Uden nogensinde at få så meget som et svar.

Er det pinligt at bringe vidnesbyrd fra en af de 47,5 % af danske kvinder som årligt udsættes for vold, trusler og stalking? Ødelægger det hyggen og den nationale selvforståelse at formidle hvordan voldsramte kvinders anmeldelser afvises og sagerne lukkes (læs: vaskes), først af politiet og dernæst af statsadvokaturen?

Tilsmudser det andedammens image at disse kvinder først objektificeres og udsættes for overgreb fra en voldsmand, for derefter at få præcis samme behandling af kommune, politi- og retssystem? Er der konsensus om at 'hun nok dybest set selv har været ude om det'? At man 'ikke blander sig i hvad der foregår indenfor hjemmets fire vægge'? Findes årsagen i den kristne kulturarv og kvindens historiske rolle som mandens ejendom? Eller ville det gøre offentligheden så ubehageligt til mode at man ophørte med at abonnere på det givne medie, der konsekvent valgte at bringe disse kvinders fortællinger og dermed brød tabuet?

Hvorfor er det et tabu? Er det overhovedet et tabu ? Eller er offentligheden måske dybest set bare ligeglad ?

Indlægget er indsendt af en af Ofre i Fokus & Club Elines brugere.